Nyhedsbrev September 2018

Af Pia Jørs - den

Velkommen til en ny sæson med Esbjerg Ensemble! 

Vi glæder os til sæsonens tema, som er Oversættelser, hvor vi inviterer en række samarbejdspartnere til at fortolke værker på nye måder. Mange vil kende til DR Pigekorets Din danske sang, hvor kendte danske solister inviteres til at fortolke sange fra den danske sangskat, som derved får nutidigt liv. 

Esbjerg Ensemble arbejder med oversættelser gennem hele sæsonen i form af nye arrangementer af kendte værker for ensembler, og ensemblet går skridtet videre og inviterer i serien Indspil-Efterspil-Modspil andre kunstarter til at lege med og belyse tematikken. Poesi, performance og elektronika er eksempler fra den brede palette af kunstretninger, som tilfører ny inspiration og giver temaet Oversættelser flere facetter og giver nyt liv til gamle værker. 

Læs mere om temaet i sæsonkataloget, som ligger på vores hjemmeside

Åbningskoncert: Breve til havet

Vi lægger ud 19. september med sæsonens åbningskoncert Breve til havet. Det er et værk, som er udsprunget af komponisten Peter Bruuns opera Mickey Alone, hvor Ursula Andkjær Olsen skrev frasen ”Man kunne sende et brev til havet”. Den sætning satte sig fast i Peter Bruuns hoved og fik ham til at skabe en suite af fire poetiske breve til havet. Også dette værk er oversat: det er nemlig tilpasset Esbjerg Ensembles instrumentering.

Da ensemblet spillede den første version i 2010, brød Politikens anmelder ud i spontan begejstring, så der skulle være noget at glæde sig til.

 Koncerten byder også på det første indspil i serien Indspil-Efterspil-Modspil. Det Klassiske Kollektiv står for dette indspil. Det er en gruppe af studerende fra Syddansk Musikkonservatorium, som spiller på klassiske instrumenter og har fundet sammen på tværs af årgange, studieretning og hovedinstrument. Repertoiret for deres uortodokse besætning er dels nyskrevet, dels transskriberet musik. De vandt Musikerforbundets entreprenørskabspris i 2017.

Læs mere på vores hjemmeside og på Det Klassiske Kollektivs Facebookside. 

Vibranding

Den 21. september er der kick-off på et skoleprojekt, som har fået navnet Vibranding. Visionen er at vitalisere lokalområdet og sætte det på landkortet, så det fremstår vibrant. Det skal itonesættes og billedliggøres.

Klassiske elever fra Esbjerg Kulturskole og Varde Musik-og Billedkunstskole udvikler værker i samarbejde med Esbjerg Ensembles musikere, der som afslutning på projektet opfører værkerne. Elever fra Kulturtalentklasserne på Urbanskolen skal give projektet at tekstligt og visuelt udtryk.

Det er komponisten Hanne Tofte Jespersen, som er idéskaberen bag Vibranding, og det endelige værk bliver en gave til lokalområdet. Projektet er støttet af Statens Kunstfond og Vadehavspuljen

Ny violinist

Måske har I gennem den seneste tid lagt mærke til et nyt ansigt på violin i ensemblet. Vores nye violinist hedder Bogdan Bozovic. Han er født i Beograd i Serbien og har studeret med Vesna Stankovic på Musikkonservatoriet i Beograd og med Klara Flieder på University Mozarteum i Salzburg, og han har haft en alsidig international karriere som kammermusiker, solist og orkesterleder.

Bogdan har allerede spillet syv koncerter med ensemblet, de seneste to på Rued Langgaard Festival. Han glæder sig til den første sæsonkoncert Breve til havet, hvor han skal spille Beethovens Septet, en af hans favoritter: 

”Den er så livlig. Det er en ung Beethoven, fuld af inspiration. Det er i øvrigt skønt at spille sammen med blæsere”, siger han.
Bogdan er positivt stemt efter en god begyndelse: 

“Jeg glæder mig til det videre samarbejde med de andre musikere. Det er spændende, at de har forskellig baggrund, kommer fra forskellige lande – og generationer. Det har været rigtig sjovt indtil videre”, siger Bogdan

Cellokonkurrence

Ensemblet skal også have ny cellist, efter at Carl-Oscar Østerlind har været en dejlig vikar for Ursula Smith den seneste sæson. Den 2. september var deadline for ansøgninger, og som sædvanlig har vi en fin liste af ansøgere fra Danmark og udlandet. Cello-konkurrencen foregår 16. september, og den nye cellist vil blive ansat per 1. januar 2019. 

Cellist Jacob la Cour vikarierer i stillingen i efteråret 2018. 

Hilsen

ESBJERG ENSEMBLE

Comments

comments