Nyhedsbrev Oktober 2018

Af Pia Jørs - den

Taiwan-turné fra 6. til 15. oktober
Esbjerg Ensemble skal for tredje gang på turné til Taiwan, hvor ensemblet har fået en høj stjerne. Der bliver fire koncerter og to masterclasses på et gymnasium og et konservatorium, og den store afsluttende koncert ligger i forbindelse med Taiwan Art Festival i Taipei. Musikken spænder vidt: ensemblet skal spille Mozart, Dvořák, Bruun, Wu, Sørensen, Puccini m.fl.

Turen giver lejlighed til at vise ensemblets internationale klasse og samtidig promovere Esbjerg og det sydvestjyske. Der er også en erhvervsmæssig side af turen: ensemblet mødes med det danske handelskontor i Taipei, som også er involveret i opførelsen af en stor vindmøllepark i Taiwan.

Det er tredje gang, ensemblet tager til Taiwan, og arrangørerne har også besøgt Esbjerg, hvor de ikke mindst var imponeret over havnen.

Læs mere på Esbjerg Ensembles hjemmeside

Gratis koncert i Hjerting Kirke med Taiwan-repertoiret
Før vi rejser af sted, vil vi gerne give vores trofaste publikum en gave i form af en koncert i Hjerting Kirke torsdag 4. oktober kl. 19.30 med et uddrag af den musik, vi rejser ud med. Der er fri entré til denne koncert.

Læs mere på Esbjerg Ensembles hjemmeside.

Kompositionsprojektet Vibrandring er i gang
Fredag 21. og lørdag 22. september havde vi kick-off på et nyt spændende projekt i samarbejde med komponist Hanne Tofte Jespersen, som tidligere har arbejdet sammen med ensemblet om projekt Farvespillet.

Vibrandring er et kompositionsprojekt, hvor musikelever fra Rørkjær Skole og talentelever fra Esbjerg Kulturskole og Varde Musik- og Billedskole bliver medskabere af et værk, som tager udgangspunkt i en vandring. Ordet Vibrandring er en sammensmeltning af ordene vandring, erindring og vibrant – levende. Eleverne vandrer gennem et udpeget område og lader sig inspirere til at skrive tekst og sætte billeder på deres indtryk.

Kick-off begyndte med en artist talk i kulturklassen 7.k på Rørkjær Skole, hvor hanne Tofte Jespersen præsenterede lignende projekter. Efterfølgende vandrede eleverne ud i det udpegede område omkring Rørkjær og fandt inspiration.

Om aftenen spillede talentelever fra de to musikskoler på Musik- og Billedskolen i Varde sammen med Esbjerg Ensemble. De spillede stykket Historien er et træ, som Hanne Tofte Jespersen har komponeret til lejligheden.

Komponisten får i slutningen af oktober elevernes materiale tilsendt, og hun komponerer derefter værket færdigt, hvorefter talentelever indstuderer det sammen med Esbjerg Ensemble og opfører det næste år i april.

Se mere om Hanne Tofte Jespersens kompositionsunivers på hendes hjemmeside.

 

Klassisk workshop på Syddansk Musikkonservatorium
I uge 43 holder Esbjerg Ensemble kammermusikworkshop på Syddansk Musikkonservatorium. Musikerne i Esbjerg Ensemble giver på denne måde mange vejledninger i kammermusik som del af vores partnerskab med konservatoriet.

40 studerende fra konservatoriet både i Esbjerg og Odense deltager i tre intense dage, hvor de alle bor på vandrerhjemmet i Esbjerg, så den sociale del af workshopforløbet også prioriteres.

Ensemblets musikere holder 16 forskellige workshops for forskellige besætninger og for alle niveauer. Der vil eksempelvis være strygeoktet, strygetrio, klaverkvintet og barokensemble.

Onsdag og torsdag bliver der en koncert, og fredag 26.10. kl. 15.30 spiller alle afsluttende koncert i konservatoriets store sal. Den afsluttende koncert er åben for offentligheden, og der er fri entré.

Workshoppen er en god mulighed for de studerende for at spille sammen med og blive coachet af de professionelle musikere i Esbjerg Ensemble.

Læs mere på Esbjerg Ensembles hjemmeside

Håb og Ilddåb
Siden 2001 har Esbjerg haft sin helt egen “håbeperiode”, indstiftet af Esbjerg Kunstmuseum og den internationalt anerkendte multimediekunstner Eric Andersen. I år bliver håbeperioden noget helt særligt. Den indvies nemlig med et spektakulært totalværk, der ikke alene ophæver grænserne mellem de enkelte kunstarter, men også mellem scenerum og tilskuerpladser. Værket er faktisk en forsinket 50 års-jubilæumsgave fra museet til ensemblet.

Eric Andersen har skabt en ny og overraskende musikalsk komposition, skræddersyet til Esbjerg Ensemble. Den prisbelønnede danserinde Marie Topp legemliggør i forestillingen den mytologiske kvindefigur Pandora. Topp træder ud af kunstmuseets værk for, på tværs af tid og rum, at danse duet med sig selv.

Den anderledes performancekoncert henvender sig til alle, der er håbefulde og nysgerrige. Alle, som tør udfordre vanens magt og lade sanserne blive vakt på ny.

Der er gratis entré til koncerten, som foregår i Musikhuset 2.11. kl. 16.30 og 19.30. Alle billetter er dog reserveret, men ved at skrive til Pia Jørs på piajors@esbjergensemble.com kan man komme på venteliste til at høre koncerten til åben prøve dagen før.

Læs mere på Esbjerg Ensembles hjemmeside

Comments

comments