Nyhedsbrev – oktober 2016

Af Pia Jørs - den

Efteråret står for døren og vi har så mange dejlige projekter at se frem til i denne gyldne måned:

SERENADER
Serenade-burger med krads bøf, krydret med regn og digte – sådan kan man beskrive vores næste sæsonkoncert.

På Syddansk Musikkonservatorium onsdag, 5. oktober 2016 kl. 19:30 – transmitteres direkte i P2 Koncerten

Program:
Antonín Dvôràk: Serenade i d-mol op. 44
Sofia Gubaidulina: Concordanza for kammerensemble
Johannes Brahms: Serenade i A-dur decet i ny bearbejdelse af Karl Aage Rasmussen

Brahms med digtoplæsning og lyden af regn – det er ikke hver dag, man hører klassisk kammermusik opført på den måde. Vi modtog i fjor et legat fra Wilhelm Hansen Fonden til at videreudbygge samarbejdet med Bent Nørgaard, som derfor har fået i opgave at iscenesætte denne sæsonkoncert.

Koncerten er bygget op med modsætninger: to sødmefyldte serenader af hhv. Brahms og Dvôrák får modspil af koncertens midterste værk, Concordanza, hvor harmoni og disharmoni modstilles og forandres i konstant spænding, som aldrig finder forløsning. Det er som en krads bøf lagt ind i en letfordøjelig, sød serenadebolle, krydret med regn og digte. Faktisk bliver koncerten indrammet af regnen, og digtene af den svenske lyriker Tomas Tranströmmer fungerer som indledning og overledning.

 

Unikt tilbud:
Vore abonnenter inviteres til åben prøve på Brahms med introduktion og gennemgang af programidé og arbejdsproces ved Karl-Aage Rasmussen og ensemblechef Katrine Ganer Skaug.
Fredag, 30. september 2016 kl. 11:30

Læs mere om koncerten her på hjemmesiden.

Koncerten spilles også i Ribe 2. oktober kl. 15:00


Gæstekoncert med Ensemble MidtVest
Onsdag, 12. oktober 2016 kl. 19:30 Syddansk Musikkonservatorium

Vores søsterensemble drager sydpå til Esbjerg med koncert, debat og et spændende møde med komponisten.

Program:
York Bowen: Fantasikvintet for basklarinet og strygekvintet op. 98
Arthur Bliss: Kvintet for obo og strygekvartet op. 44 F.21
Peter Maxwell Davies: “Sea Eagle” for solo-horn Matthew Jones: Blæserkvintet

Læs mere her på hjemmesiden.


Familiekoncert FARVESPILLET
Kom og oplev en musikalsk verden hvor instrumenterne blive sjove og levende, og hvor børnene er en del af forestillingen!

Farvespillet vandt i 2012 konkurrence om bedste projekt som Dansk Komponist Forening og DR-Musikariet udskrev om nye musikalske fortællinger for børn, og hvor børn spiller en aktiv rolle i fortællingen.

Se det på Esbjerg Kunstmuseum torsdag, 27. oktober 2016 kl. 16:00.

Forestillingen tilbydes kommunens folkeskoler og børnehaver og gentages i uge 6.


Undervisning i kammermusik
Inden efterårsferien gennemfører vi vor årlige uge med undervisning på Syddansk Musikkonservatorium i Odense.
Ugen er en kickstarter for de studerendes forberedelser til deres egen kammermusikfestival som ligger i november, og ensemblets musikere coacher i en indholdsrig menu fra kammermusikkens kernerepertoire.


En afsked

Esbjerg Ensemble vil her benytte lejligheden til at takke for vort mangeårige samarbejde med oboist Rachel Bullen, som har valgt at fortsætte sin karriere og finde nye veje hjemme i Australien. Vi ønsker hende held og lykke til.
Med venlig hilsen

ESBJERG ENSEMBLE

 

Comments

comments