Nyhedsbrev juni 2019

Af Pia Jørs - den

Lyrisk og avantgardistisk folkemusik på Fanø Free Folk

Sommeren kommer, og vi er på vej til Fanø for at spille 13. juni på Fanø Free Folk Festival i Sønderho. Fanø er jo det oplagte sted at spille folkemusik, og man kan glæde sig til at høre ensemblet spille nye smukke og lyriske arrangementer af folkemusik fra blandt netop Fanø.
Vi ser også meget frem til at spille avantgardistisk folkemusik sammen med den norske eksperimenterende accordeonist Frode Haltli. Han regnes for en af vor tids helt store accordeonister, med en spændvidde fra helt nyskrevne værker over folkemusik til den improviserende kunst.

Til koncerten har Haltli materiale med fra sin kritikerroste ECM-udgivelse Passing Images, som bygger på både salmer, en lyrisk vals. Albummet blev nomineret til Spillemandsprisen, den nordiske grammy. Haltli udfordrer ensemblets strygekvartet og slagtøjspiller til at lege med. Det bliver spillemandsmusik helt ude af boksen! Tag endelig turen over til smukke Fanø og oplev det!

Fanø Free Folk har snart eksisteret i 10 år, og vi har haft et samarbejde siden 2017.

 Læs mere om Frode Haitli her: http://frodehaltli.com/discography/frode-haltli-passing-images/ og om Fanø Free Folk Festival her: http://fanofreefolk.dk/


Mahlers 10. begejstrede i Swaledale

Efter sæsonafslutningskoncerten rejste ensemblet til England for at spille på Swaledale Festival, som oprindelig har bestilt Mark Smith til at skabe sin version af Gustav Mahlers 10. Symfoni. Som på GAME Streetmekka mødte vi et begejstret publikum. Den store Mahler og Mussorgskij-koncert vakte stor jubel. Vi havde assistenter med fra Det Kgl. Kapel. Vi oplevede også en propfuld kirke til en kammerkoncert med Esbjerg Ensembles greatest hits.

Medarbejderne på festivalen har været fantastiske. Det har i det hele taget været en stor fornøjelse at deltage, hvilket har været gensidigt, for vi blev spontant inviteret til at komme tilbage og spille på festivalen. Den invitation tager vi med glæde imod.

KLANG – Copenhagen Avantgarde Music Festival 

Ensemblet var inviteret til at spille til KLANGs store 10 års jubilæumskoncert i Den Sorte Diamant. Festivalen er Danmarks største festival for ny musik. Det var dejligt at være med til, også fordi ensemblet har gæstet festivalen tidligere. Til koncerten slog ensemblet sine musikere sammen med Athelas Sinfonietta Copenhagen, og det blev en storslået koncert med Pierre André Valade som dirigent. Der blev opført fire værker, som alle er komponeret indenfor det 10-år, hvor festivalen har eksisteret. Koncerten blev stormende godt modtaget, og den blev også transmitteret direkte i DR P2. Det er stadig muligt at høre koncerten online:

https://www.dr.dk/radio/p2/p2-koncerten/p2-koncerten-klang-festival-10-ar?fbclid=iwar3zpnzndxkezlu-nehial7wfneia-6mh8cvottswz0khki3olp8gmk2f9u


Paul Holst takker af

Kort før vores sæsonafslutning meddelte Paul Holst, at han går af som formand for bestyrelsen i Esbjerg Ensemble. Paul trådte til i 2006 og har været en engageret drivkraft for ensemblet, som i hans tid har været igennem store ændringer: Dramatiske økonomiske nedskæringer, oprettelse og ansættelse af ensemblechefstilling og ikke mindst den intense overlevelseskamp i 2015. Paul Holst er i øvrigt tidligere kulturchef i Esbjerg Kommune.

Vi takker Paul varmt for hans mangeårige indsats for ensemblet og håber fortsat at se ham, ligesom vi plejer, hvor han trofast har været blandt publikum til vores koncerter.

Birgitte Ebert er tiltrådt som konstitueret formand, indtil vi får udpeget Pauls arvtager. Vi ser frem til at finde den rette til at navigere ensemblet ind i nye tiders udfordringer og glæder.

YAB-idéen med til både Bornholm og Mors

Vores initiativ med Young Advisory Board bliver bemærket rundt omkring og har resulteret i at vores ensemblechef Katrine har fået hele tre invitationer til at fortælle om YAB. Først gælder det Folkemødet på Bornholm, som ligger 13.-16. juni. Katrine skal være med i to forskellige paneler på folkemødet. På det første skal de klassiske musikinstitutioners fremtid diskuteres af et miks af kulturfolk og politikere. Senere på dagen er Katrine med i en paneldebat hos Center for Kunst og Interkultur. Her vil kultur-skabere, politikere og publikum samtale og reflektere over ledelse, kultur og kunsten at have magt.
Tråden bliver taget op 22.-24. august, for arrangørerne af Kulturmødet på Mors er også blevet nysgerrige på idéen og har inviteret Katrine til at deltage i et panel på mødet.

Arbejdet med YAB er stadig i sin spæde start, men vi er åbne over for samarbejdet, og tror grundlæggende på dialogen frem for at gætte os til, hvad de unge vil have. Det er under alle omstændigheder motiverende, at der er interesse for at høre mere om, hvordan vi arbejder med at inddrage de unge i udviklingsarbejdet for at formidle ensemblets musik på nye måder.

Sæsonprogrammet bliver klimavenligt

Vi har valgt at skåne miljøet og vores økonomi, og udgiver derfor ikke det store sæsonkatalog på papir i år. Det giver yderligere den fordel, at vi kan rette til, når der kommer ændringer i programmet, så I altid får de rigtige informationer.

Oversigten over sæsonprogrammet 2019-20 bliver dog trykt på papir og sendt ud til august, men oversigten kan allerede inden sommerferien findes online https://issuu.com/esbjergensemble/docs/samlet_folder, så man kan få sat nogle krydser i kalenderen.

Inden 1. juli lægger vi mere information ud på vores hjemmeside, og ellers følger vi yderligere op med informationer om koncerterne på sociale medier. Så følg med her og i vores månedlige nyhedsbrev.

Tak for sæson 2018/19! Kontoret holder sommerlukket i juli måned. God sommer!

 

Comments

comments