Nyhedsbrev Februar 2017

Af Pia Jørs - den

ESBJERGENSEMBLE

februar 2017

Vi var på Idrætsfesten!

Den store Idrætsfest i Esbjerg foregik i fredags i Musikhuset Esbjerg. Her hyldedes  de idrætsudøvere i Esbjerg Kommune, som i det forløbne år er blevet henholdsvis danske-, nordiske-, europa- eller verdensmestre. Og hvem deltog i showet??

Esbjerg Ensemble selvfølgelig, og det i det bedste selskab: Stravinsky og de seje balletbørn fra Kulturskolen i en omarbejdet version af vores samarbejde med GAME StreetMekka og Esbjerg Kulturskole fra efteråret: En danseforestilling, som præsenterer en nutidig Esbjerg-version af “Le Sacre du Printemps” (Vårofferet). Et blik ind i et ungdomsliv med alle dets glæder, dilemmaer, valg og udfordringer.

Tillykke med alle gode præstationer i 2016.

 

SKOLEKONCERTER I UGE 6
Til vore ordinære skolekoncerter kommer vi denne gang med et hold på 4 musikere, 1 blæser og 3 strygere; den kendte sanger og musikformidler Martin Guldberg vil fortælle om instrumenterne og musikken. 

Vi viser de enkelte instrumenter og hvordan de virker, vi spiller enkeltvis og i hold, så man både kan høre instrumenternes klang alene og i samklang.

Vi spiller nogle af de populæreste melodier gennem tiderne, der er musik af bl.a. Mozart, Bach og Carl Nielsen, derudover får eleverne at høre, at instrumenterne kan lyde på mange forskellige og sjove måder. Vi spiller et par kendte børnesange, hvor vi leger med at få melodierne til at lyde anderledes end de plejer(som lydbilleder til en sang).  Og vi spiller mens børnene synger.

 

Det bliver en spændende og underholdende time !

 

FARVESPILLET
Kom og oplev en musikalsk verden hvor instrumenterne bliver sjove og levende, og hvor børnene bliver en del af forestillingen!

Farvespillet er en lidt anderledes familiekoncert, som en interaktiv fortælling for børn, hvor hvert instrument er en farve og en karakter.

Hanne Tofte Jespersen er med som fortæller og vil under koncerten instruere børnene.

Slagtøjet er en sort-hvid tusindkunstner, der sætter gang i spillet. Fagotten er rød og fuld af kraft. Klarinetten er gul, munter og følsom, mens violinen er blå og en lille smule dominerende.

Målgruppen er 4-6 år.

 

BLÆSERSYMFONISK!
Efter vinterferien tager strygerne nogle sabbatuger for at forberede resten af sæsonen, mens blæserne går til fest med sine kolleger i Ensemble MidtVest. Glæd jer til det unikke program, der med intet mindre end Beethovens 7. Symfoni opføres – med 10 blæsere og slagtøj!

En miniturné i Danmark står for tur med dette program inden de lander med et brag i Esbjerg i begyndelsen af marts.

 Kom og oplev denne helt fortryllende koncert på Syddansk Musikkonservatorium onsdag, 8. marts 2017 kl. 19:30.

Der er pre-talk i Café Ørskov kl. 19:00

 

Ny scenehjælp
Til vores sæsonkoncerter har det observante publikum nok set, at vi har fået et nyt ansigt til at hjælpe med bl.a. instrumenter, stole og nodestativer så det hele er klart på scenen til musikerne.

Vores nye hjælper hedder Bent Halkjær Nielsen. Bent har tidligere arbejdet hos Grafisk Trykcenter.

Han er glad for at kunne være en del af vores hold, og vi ønsker ham alle hjertelig velkommen!

 

Obo-konkurrence
Vi annoncerer efter en ny oboist. Deadline for ansøgninger er 3. marts 2017 

Se annoncen på vores hjemmeside

eller del gerne på kryds og tværs i jeres netværk (her den engelske version)

Vi takker for jeres hjælp.

 

Med venlig hilsen

 

ESBJERG ENSEMBLE

Comments

comments