Nyhedsbrev februar 2015

Af Pia Jørs - den

A Day at the MuZirkus!

LIBERA ME

Så snart fastelavnsbollerne er spist og årets spiderman-kostumer er pakket ned, inviterer vi til manegen med nok en uropførelse!

Peter Bruun har skrevet et værk til to af ensemblets musikere, Etienne Boudreault: fagot og Christian Martinez: slagtøj, og resultatet blev et stykke med den stærkt associative tittel LIBERA ME, som dog ikke er helt så religiøst ment som det kan virke.
Det kommer allerede frem i undertitlen (slæber rundt på frihedens vinger), og tager for sig af menneskets både konkrete og idéelle behov for frigørelse, personifiseret af én musiker, der gerne vil holde takten, og én, der helst vil være fri….
Vi venter os et meget underholdende og tankevækkende stykke og glæder os til at spille det i Esbjerg 18/2, Ribe 19/2, på vor kommende Kinaturné i marts og på årets sæsonafslutning på Tivolifestival.
Hele koncerten vil imidlertid bære præg af det risikable balanceliv i manegen, og med et underliggende tema knyttet til Cirkuset: Prokofievs Kvintet i g-mol med tilnavnet Trapeze er en bearbejdelse af musik til balletten med netop den cirkus-bydende titel. Eislers Septet nr. 2 har beholdt titlen Cirkus til minde om dets oprindelige opdragsgiver Charlie Chaplin: det blev skrevet til Chaplins film af samme navn, men Chaplin ombestemte sig senere, og benyttede istedet sin egen musik.

Til at iscenesætte programmet har vi igen fået fat i instruktøren Bent Nørgård, der har ladet sig inspirere af det cykliske og den spænding, der ligger latent mellem musikere, der ligesom en rundkreds er afhængig af  uafbrudt opmærksomhed…

Vi glæder os til at dele denne koncert!

Månedens gæstemusiker på kontrabas hedder Håkon Thelin, og kommer fra Oslo, hvor han spiller fast med Oslo Sinfonietta og POING, og er regelmæssig musiker hos bl.a. Ensemble Modern og MusikFabrik. http://www.haakonthelin.com/

Hilsen
Esbjerg Ensemble

Comments

comments