Nyhedsbrev februar 2019

Af Pia Jørs - den

Ensemblet spiller på Folk & Fæstival – i aften!

Esbjerg Ensemble spiller åbningskoncert på konservatoriet i aften klokken 19:30 på Folk & Fæstival, som løber fra 31.1.-3.2. Vi har fra starten af denne nye folkemusikfestival fået et fantastisk samarbejde med Casper Mikkelsen, initiativtager og musiker. Folk & Fæstival er den sammenhæng, hvor ensemblet viser rødderne tilbage til folkemusikken. Ensemblets strygekvartet spiller blandt andet Bartoks rumænske folkedanse og Grieg.

 

Læse mere om Folk & Fæstival

 

Nyt UNG KLASSISK-panel

I ensemblet arbejder vi på at knække koden til, hvordan de unge får lyst til at komme og høre klassisk musik. Til at hjælpe os med arbejdet og forbedre vores UNG KLASSISK-kampagne, har vi engageret et panel af unge, som er elever på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole, VGE.

De unge selv har jo fingeren på pulsen, når det handler om, hvad unge kan lide, og hvordan koncert-konteksten spiller ind. Vi glæder os meget til samarbejdet, som blev indledt med en inspirerende fokusgruppe-samtale efter koncerten med Bach og Ligeti på efterskolen 21.1.

Vi har inviteret de unge med til åbningskoncerten på Folk & Fæstival i aften, hvor de får lov at møde musikerne i Café Ørsted bagefter til en uformel snak og en forfriskning

Gæstekoncert med Ensemble MidtVest

Vores søster-musikere i Ensemble MidtVest gæster os igen 27. februar 2019 kl. 19:30, hvor de spiller i koncertsalen på konservatoriet. Denne gang er blæserne i ilden med et program skruet sammen af Scarlatti, Heitor Villa-Lobos, Francaix og Beethoven, så vi kommer rundt både geografisk og tidsmæssigt. Det er altid en fornøjelse at spille med vores gode kolleger.

 

Indspil fra andre kunstarter

Vi åbnede vores indspil-serie under sæsonkoncerten med Bach & Ligeti med direktør Inge Merete Kjeldgaard fra Esbjerg Kunstmuseum. I marts kan I glæde jer til et nyt indspil fra den dygtige formidlingsafdeling på Esbjerg Hovedbibliotek. Gitte Højmark Pedersen vil reflektere over temaet i sæsonkoncerten, som har fået navnet Winterreise, og hvor I kan glæde jer til at (gen)opleve den karismatiske tenor Mathias Hedegaard, som også var solist ved nytårskoncerterne. http://esbjergensemble.com/event/winterreise/

I april gælder det tysk og dansk guldalder fra Ribe Kunstmuseum, hvor Dagmar Warming vil komme med sit Indspil i tema-rækken. Vi kan varmt anbefale denne optakt til koncerten Forår med Abrahamsen http://esbjergensemble.com/event/winterreise-2/

Der er tale om korte foredrag, man får med i købet, serveret af  kompetente folk med en viden fra billedkunsten og litteraturen, som trækker paralleller til den klassiske musik. Man går beriget fra oplevelsen med indtryk af, hvordan kunstarterne taler sammen i tidsperioderne.

 

Skolekoncerter med følelser og folkemusik

Årets skolekoncert er dels med følelser, dels med folkemusik. Folkemusikkoncerterne spilles af vores violinister Sakari fra Finland, Bogdan fra Serbien, vores bratschist Michel fra England og ensemblets slagtøjsspiller Christian fra Colombia.

Eleverne bliver taget med på en rejse rundt i Europa og følger folkemusikkens spor rundt i landene. På turen opdager de også, hvor Jeg har fanget mig en myg stammer fra.

Musikken er skrevet af blandt andre Béla Bartok, Astor Piazolla og Grieg.

Den anden skolekoncert tager blæserne sig af. De præsenterer sig selv og deres instrumenter, og børnene deltager aktivt i koncerten med sang og tegning. Musik og følelser-koncerterne er et velafprøvet koncept, som har gået sin sejrsgang gennem flere sæsoner. Hvordan virker musikken på os, og hvordan kan vi påvirke musikken? Det er en koncert, hvor vi oplever samtaler og følelser gennem musikken, og hvor børnene får en fornemmelse af forholdet mellem karakterer i musikken. Musikken er af Carl Nielsen, Ligeti og Höffding.

Læs mere om vore skolekoncerter

 

KLASSISK UNG fortsætter ind i næste sæson

Vi forlænger det gode introduktionstilbud til unge ind i næste sæson. Det er let at hoppe med: For 100 kroner får man tre sæsonkoncerter efter eget valg.  

Det eneste krav er, at man er mellem 15-25 år og medbringer dokumentation, når man kommer til koncerterne. Når man møder op til sin første koncert, får man et klippekort til tre koncerter. Går man med i slutningen af sæsonen, må man lige vente sommerferien over, men vi har selvfølgelig flere spændende koncerter i sæson 19/20, så der bliver nok at vælge i mellem.  

Betal 100 kroner via MobilePay på nummer 41 56 21 26 og vis kvitteringen i døren til første koncert. Vi glæder os meget til at se flere unge ansigter til vores koncerter.

Comments

comments