Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Mozart og Sørensen

marts 21, 2018, kl. 21:30 - marts 22, 2018, kl. 00:00

Koncertprogram:Bent Sørensen: Falling Darkness (uropførelse 2018)
W.A. Mozart: Fløjtekvartet i C-dur, KV Anh.171 (285b)
W.A. Mozart: Kvintet for blæsere og klaver Es-dur, KV 452
Bent Sørensen: Pantomime (dedikeret til Katrine Gislinge og Esbjerg Ensemble)
Katrine Gislinge voksede op i Esbjerg mens hendes far – og også hendes mor undertiden – passede sine jobs i Esbjerg Ensemble (dengang helt nyetablerede Vestjysk Kammerensemble). Derfra gik rejsen via hendes nysgerrighed, livspassion og kunstneriske drivkraft til København, London, New York… og hjem igen. Bent Sørensen fik på sin side – efter eget udsagn – taget ”sin kompositoriske mødom” netop i Esbjerg, da han i 1982 nervøst ankom til Vestjysk Kammerensembles årlige workshop. Der var en 13 år gammel klaverspillende pige hjemme hos ensemblets oboist… Men det er en anden historie. Som dog ikke er helt irrelevant: Nu er de lykkeligt gift, komponisten og pianisten. Og på denne koncert opleves Gislinge, Sørensen, Mozart og Esbjerg Ensemble i skøn (gen-) forening.
”Pantomime” blev uropført af ensemblet og Gislinge under Bergen Festspillene i 2014, og senere flere gange i ind-og udland. Den udgør en del af trilogien Papillon, hvor de to øvrige satser er skrevet for henholdsvis strygeorkester og strygekvartet, men med den samme klaversolostemme. Mozart har altid været en gennemgående klanglig inspiration for Sørensen – man hører det ikke mindst i Pantomime. Og da han så hørte Katrine Gislinges Mozart-spil første gang, var det som om brikkerne faldt på plads.
Koncerten markerer udover ensemblets 50-års jubilæum, Bent Sørensens 60-års jubilæum, og de lykkelige kunstneriske og menneskelige sammentræf – også udgivelsen af ”Pantomime” på Dacapo Records.
Katrine Gislinge har de sidste 2 årtier etableret sig som en af Skandinaviens mest markante pianister med bade solo og kammermusikkoncerter over det meste af Europa. Hun har spillet
i adskillige radio- og tv transmissioner og været dommer ved adskillige klaverkonkurrencer. Hun er de senere år berømmet specielt for sine fortolkninger af netop Mozart – og Sørensen. Katrine er medlem af Den Danske Klavertrio, som desuden består af Lars Bjørnkær, violin og Toke Møldrup, cello.
Bent Sørensen regnes af mange som en af nutidens betydeligste komponister. Da han vandt Nordisk Råds Musikpris i 1996 var hans stil allerede godt etableret med et genkendeligt personligt udtryk: Den til tider døds-stille musik domineres af kvarttoner, glissandoer, tremoloer og staccatoer, ofte i særprægede besætninger og i ekstreme registre. I den senere produktion åbnes der for et næsten romantisk univers og større musikalske former, men stadig med et drømmeagtigt skær over klangene. ”Det minder om noget, vi aldrig har hørt!” – citatet er efterhånden en velkendt beskrivelse af Sørensens musik, for vi genkender os stadig igen i det, i det endnu uhørte og glæder os usigeligt igen til at lukke en ny gavepakke af hans klange op.
Koncertintroduktion i Café Ørsted kl. 19:00
Billetsalg: Billetten.dk eller ved indgangen fra kl. 18:30
Voksne kr. 150,00 / Unge under 26 år har gratis entré
Sæsonkoncert
Et samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium Esbjerg
Denne aften er DR transmission indkluderet samt CD lancering på DaCapo.
Ydermere spilles koncerten også på Heart i Herning d. 14/3.
Se mere på: https://esbjergensemble.com/event/mozart-og-soerensen-2/

Detaljer

Start:
marts 21, 2018, kl. 21:30
Slut:
marts 22, 2018, kl. 00:00
Hjemmeside:
https://www.facebook.com/events/2018098038469392/