KONCERTER
Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Det romantiske kammer

april 18 kl 19:30

Koncertprogram:
Richard Strauss
: Sekstet, Capriccio
Outi Tarkiainen: Siimen
Li-Ying Wu: Ritournelle Rondo alla l’albatro vermicolato
Witold Lutoslawski: Six Children´s Song
Johannes Brahms: Serenade D-dur, arr. Karl-Aage Rasmussen

Programmet er en opsummering af koncerter afholdt på ensemblets turné (elevkoncert på Glinka Korskole, Alvar Aalto Biblioteket i Vyborg, Presidentbiblioteket i St. Petersborg, Mariinsky teateret og Tampere Biennalen). Koncertprogrammet har derfor spillet sig varmt hos mange og meget forskellige publikumsgrupper inden det ankommer til Esbjerg og koncertsalen på Syddansk Musikkonservatorium.
Koncerterne bliver betegnet som store begivenheder og arrangeres i tæt samarbejde med Det Danske Kulturinstitut. Med sig har ensemblet den østerigske nestor og inspirator Ernst Kovacic, som har samarbejdet med ensemblet flere gange tidligere, både som violinist og dirigent, og han har også sat sit personlige præg på programmet.

Vi starter og afslutter dette program med tysk romantik – selv om åbningsværket er skrevet så sent som et par år efter 2. Verdenskrig, og det sidste værk næsten 90 år tidligere… fra pubertal til ekstrem romantik, kan man måske kalde det. Men indeni dette program folder vi musikken ud til to unge kvinder som hver har temperamentsfulde og fantasifulde historier at fortælle, og begge har ladet sig inspirere af naturens underværker… Vi har et kært samarbejde med Lone Gislinge og hendes to kor; Konservatoriets Pigekor og Korskole samt Treenighedskirkens Drenge- og Mandskor. Det har inspireret til at invitere dem med til en charmerende og nok relativ ukendt lille suite for børnekor af modernisten Witold Lutoslawski – her i et fortællende, legende og folkelig format. Suiten er på forhånd godt gennemarbejdet også på Ruslands-rejsen hvor den bliver fremført med de dygtige børn i Glinka drengekor.

Kort præsentation af de to nye værker på programmet:

Outi Tarkiainen er den nye stjerne på den finske komponist-himmel, ung og fremadstormende og en af de p.t. mest spillede. “Jeg ser musik som en naturkraft, der kan oversvømme en person og endda ændre hele skæbnen” har hun sagt. Hendes musik er blevet hørt i byer fra Tallinn til Tokyo. I 2015 var hun komponist-in-residence på Festival de Musique Classique d’Uzerche i Frankrig. Outis hjerte forbliver dog i nord. ”Jeg har en grundlæggende længsel efter de nordligste regioner inden i mig”, har hun sagt. Tarkiainen har studeret ved Sibelius-Akademiets jazzmusikafdeling og på Institut for Komposition og Musikteori. Hun har også studeret komposition i USA ved University of Miami og i Storbritannien på Guildhall School of Music and Drama. Siimes er titlen på Outi Tarkiainens anden blæserkvintet. Arbejdets titel antyder et allegorisk skjulested dybt i skoven, hvorfra man let kan observere den omgivende virkelighed. Musikken i 1. sats strømmer og hvirvler, som at dykke under vand, skifter til tider retning og bobler altid glædeligt. 2. sats’ æteriske, dirrende bevægelse, som et billede der dannes ved reflekterende svagt lys eller varmebølger, går over i sidste sats magtfulde akkordstolper, der opfanger hinanden som en askesky. Siimes blev skrevet til Lapland Kammerorkester og har haft Danmarkspremiære med Esbjerg Ensemble 8.april 2018. Li-Ying Wu er født i Taipei, Taiwan, hvor hun voksede op med Europæisk klassisk musik i stuen. Det førte hende til musikstudier i hjembyen, hvor hun ganske tilfældigt faldt over musik af Nørgård, og det navn førte hende til videre kompositionsstudier i København og Aarhus. Og hvad er så det næste, der sker? Jo, man ender op på en workshop i Esbjerg, og en potentiel relation er sikret, hvilket senest har resulteret i, at Esbjerg Ensemble har bestilt er værk hos hende. Det værk, ”Ritournelle”, bliver uropført ved koncerten i Ledøje-Smørum Musikforening. Ritournelle – Rondo alla L’albatro vermicolato Ritournelle var oprindelig en fransk dans i hurtig tredelt takt. Men ordet blev også brugt om et musikalsk formprincip, hvor den hurtige dansemusik blev afløst af episoder med anden, ofte kontrasterende musik. Denne let genkendelige form blev senere kendt under navnet rondo, som vi for eksempel genkender fra sidste sats af Mozarts klaversonate i A-dur, ”Rondo alla turca”, og fra Brahms 1. klaverkvartet, sidste sats ”Rondo alla Zingarese”. Men hvor disse to henviser til sigøjner- og tyrkisk musik, er Albatro Vermicolato det italienske navn på den fugl, der i Danmark kaldes en Galapagos-albatros. Denne albatros har en meget udviklet parringdans, hvor sælsomme bevægelser og lyde gentages af den anden part i noget, der for os mest ligner et koreograferet ritual. Denne rituelle fugledans bliver gengivet i musik, omgivet af hurtigere musik i tredelt takt – en ritournelle. Ritournelle er skrevet og dedikeret til Esbjerg Ensemble og blev uropført 8.april 2018.

Programkommentar af Karl-Aage Rasmussen om Brahms: Johannes Brahms: Orkesterserenade nr. 1 i D-dur, 1857, rekonstrueret for nonet af Karl Aage Rasmussen. I september 1857 blev Brahms 25 år gammel ansat ved hoffet i byen Detmold, godt 100 kilometer sydvest for Hannover. Her regerede fyrst Ludvig III over det lille fyrstedømme Detmold-Lippe, og som en del af sine pligter skrev Brahms samme år en serenade for nonet – en ligelig blanding af solistiske strygere og blæsere – som han senere omformede for kammerorkester. En lys, musik domineret af pastorale eller energisk-dansante satser i klassisk form, men med betydelig mere sindrigt og tætvævet motivarbejde og polyfoni end hos wienerklassikerne. I 1859 støbte han endnu engang værket om, nu for klassisk symfonibesætning (dog uden basuner). Han skrev ”Symfoni-serenade” på titelbladet, men slettede snart det første ord – ordet symfoni sagde straks ”Beethoven”, det var alt for forpligtende. De syv satser, hele to scherzoer og to menuetter, er usædvanlig selvtilstrækkelige både af karakter og omfang. Tyngdepunktet er en lang, drømmende, forfinet syngende adagio; før den en lavmælt, næsten hviskende scherzo i mol, mens den følgende scherzo og den afsluttende, rytmisk-energiske rondo skaber håndfast kontrast. De to korte menuetter er tæt på at være pastiche. Året efter blev det til endnu en serenade, nu i A-dur og nu med en helt ny karakter og atmosfære, intim, mere kammermusikalsk, mere selvbevidst og ukonventionel i sin formgivning. Begge serenader blev uropført af Hamburgs Filharmoni i februar og marts 1860, og de er Brahms’ første egentlige orkesterværker. Hans kolossale stædighed og de endeløse revisioner det årelange arbejde på den første klaverkoncert førte med sig havde gjort ham til en ægte orkesterkomponist, en komponist som ikke forsøger at få sin musik til at lyde som et symfoniorkester, men at få et orkester til at lyde som sin musik. Alligevel kom der til at gå fjorten år før hans næste orkesterværk, variationerne over et tema af Haydn. Hensigten med min version til Esbjerg Ensemblet af D-dur serenaden er at genskabe den oprindelige første udgave af værket. Brahms var altid meget omhyggelig med at destruere alle sine skitser og alle præliminære versioner af sine værker, så en præcis besætning, endsige et partitur til nonet-versionen fra 1857, eksisterer ikke længere. Men som en slags røntgenbillede kan ”urformen” stadig skimtes i hans endelige orkesterversion, og her er den forsøgt løftet ud fra historiens mørke så klart og autentisk som muligt. Karl Aage Rasmussen, marts 2018.

Medvirkende:
Esbjerg Ensemble
Ernst Kovacic, spillende leder
Konservatoriets Pigekor

Koncerten bliver transmitteret af DR/P2

Koncertturné i Skt. Petersborg i samarbejde med Det danske Kulturinstitut v/Det danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg.

Comments

comments

Detaljer

Dato:
april 18
Tidspunkt:
19:30

Arrangør

Esbjerg Ensemble
Telefon:
75139399
Hjemmeside:
www.esbjergensemble.com

Sted

Syddansk Musikkonservatorium Esbjerg
Kirkegade 61
Esbjerg, 6700
+ Google Map
Telefon:
63119900
Hjemmeside:
www.sdmk.dk