OM ESBJERG ENSEMBLE

Esbjerg Ensemble fremfører klassisk kammermusik med kompromisløs kvalitetssans, og er anerkendt for sin nyskabende og alsidige programlægning. Ensemblet består p.t. af 10 temperaments- og udtryksfulde musikere fra hele verden, alle særligt udvalgt for netop deres unikke egenskaber, fordelt som blæserkvintet, strygekvartet og slagtøj. Gæstemusikere på klaver og kontrabas bliver håndplukket til programmer, der kræver udvidet besætning.

På initiativ af lokale kræfter og Kulturministeriet blev Esbjerg Ensemble oprettet i 1967 som det første professionelle kammerensemble i Danmark. Opgaven dengang var den samme som nu – at fremføre klassisk kammermusik på højeste niveau, først og fremmest i det sydvestjyske, men også nationalt og internationalt.

Ensemblet spiller hele den klassiske musiks kanon, men er i høj grad kendt for sin stilsikre fortolkning af moderne værker. Derfor er Esbjerg Ensemble ofte det naturlige valg, når nulevende komponister søger ensembler til at uropføre eller indspille nyskrevet kompositionsmusik. Ensemblet har sat standarden for kammermusik i Danmark og har haft stor betydning for hele det kulturelle liv i regionen og på landsbasis. Vi fremfører ca. 80 koncerter om året med alsidige programmer hvortil også hører skolekoncerter, musikteater, kammerkoncerter, festivalsamarbejder i ind-og udland, workshops for unge komponister og mange andre projekter. Danmarks Radio transmitterer mellem 6 og 8 af vore kammerkoncerter om året.

Vi samarbejder tæt med Syddansk Musikkonservatorium, MGK og Kulturskoler i regionen for at give næste generation den bedste inspiration til at satse på og videreudvikle klassisk musik.

Esbjerg Ensemble har altid haft et nært forhold til vor tids komponister. Den årlige workshop, hvor unge komponister får mulighed for at arbejde med ensemblet, er en institution i dansk musikliv. Ensemblet har haft tilbagevendende og gode samarbejder med vor tids centrale danske komponister, og har dermed også været en af landets vigtigste ambassadører for de største i vor tid: Bent Sørensen, Per Nørgård, Hans Abrahamsen og Poul Ruders.

Udover koncerter i Danmark, er Esbjerg Ensemble ofte at finde på internationale scener – den sidste tid gennem invitationer til bl.a. Festspillene i Bergen, Klangspuren Schwaz, Nordlichter Berlin, to større Taiwan-turnéer og jævnlige koncerter i Nord-Tyskland.

Esbjerg Ensemble henter sin driftstøtte fra Statens Kunstråd og Esbjerg Kommune i tillæg til varierende fonde – se vor partnerliste for flere oplysninger

ENSEMBLE PORTRÆTTER